”Jeg vil gerne indlægges”

21. januar 2018

Forrige lørdag væltede det hele for mig. Eller det nåede ikke at vælte, men det ville det havde gjort, hvis ikke jeg havde opsøgt hjælp. Selvom jeg havde det elendigt, tog jeg alligevel mig selv i at reflektere over tingene, inden jeg handlede på noget. Jeg tænkte enten kan jeg søge hjælp nu, og blive indlagt, ellers kan jeg fucke det op for mig selv, og gøre noget dumt, for så at blive indlagt bagefter. Jeg ville for alt i verden spare mig selv for at skulle igennem alt muligt, så selvom det var utrolig svært, skrev jeg til personalet på mit bosted. ”Jeg vil gerne indlægges..” Jeg hader den sætning over alt på jorden. For det er ikke fordi jeg vil indlægges. Jeg vil gerne havde en pause fra alting, være et sted hvor jeg kan være mig selv, og hvor jeg er tryg, fordi jeg ved, at der er mennesker der kan passe på mig. Efter at jeg havde sent beskeden, ville jeg ønske at jeg bare kunne springe de efterfølgene timer over og først vågne op når jeg var blevet indlagt på SL3. For køreturen med personalet, ventetiden på PAM og lægesamtalen er noget af det værste. Jeg hader det så inderligt. Så mange timer fyldt med frustration, skam, uvished, frygt, tårer og forventinger om at jeg fortæller alt, selvom jeg ikke kan. Jeg ender altid med at sige det samme, hver gang jeg skal indlægges. ”Jeg har det ikke så godt”. ”Jeg kan ikke mere”. ”Jeg er bange for mig selv”. ”Jeg har brug for hjælp”. Mere siger jeg egentlig ikke rigtigt under lægesamtalen, for det er først når jeg snakker med nogle mennesker jeg kender godt, at jeg får mod på, at åbne op for det der gør ondt. Men ja.. Jeg blev indlagt – på PAM. Jeg hader alt ved PAM, og det er de udemærket godt klar over, hvilket også er grunden til at jeg, hvis der er mulighed for det bliver rykket direkte til SL3. For der er ikke nogen grund til at indlægge mig på PAM, for at jeg skal sidde i flere dage og få det værre og værrre, for derefter at blevet rykket til en anden afdeling, og først dér skal lære at være i det og få det bedre.

Jeg var på PAM fra lørdag aften til tirsdag. Det var virkelig nogle hårde dage, men når jeg tænker tilbage på det nu, syntes jeg at jeg klarede det okay, og kom igennem det på en nogenlunde måde. Men fire dage med en konstant utryghed og uvished er ikke rart for nogle mennesker. Jeg havde det rigtig dårligt de dage, men jeg gjorde virkelig mit bedste. Det gør jeg hele tiden. Søndag aften kom jeg op og diskutere med min kontaktperson og det kunne jeg slet ikke være i. Jeg ville bare hjem – og det skulle være nu. Jeg ringede grædende til Egholt og spurgte om de ikke nok ville komme og hente mig. Jeg snakkede med AM, og hun var heldigvis rigtig forstående. For hun forstår godt hvor fucking nedern det er, og hvor svært det er for mig. Hun sagde at jeg skulle snakke med lægen også skulle jeg ringe til hende igen. Så jeg snakkede med lægen, og han var faktisk rigtig sød. For han prøvede at sætte sig ind i hvordan jeg havde det, og han fortalte, at han godt kunne forstå, at jeg reagerede som jeg gjorde. Men han var ikke vild med at sende mig hjem, og det forstår jeg måske egentlig godt. Istedet lavede vi en plan om at jeg skulle blive der til næste dag, hvor jeg skulle snakke med en læge igen, og forhåbentligt blive flyttet til SL3. Jeg tog i mod noget medicin, som gjorde mig træt, og gjorde at jeg kunne sove hele natten. Efter at havde kæmpet med diverse læger i flere dage blev jeg endelig flyttet til SL3 tirsdag eftermiddag. Jeg blev så lettet da jeg fik at vide at jeg kunne komme derhen, og jeg blev flyttet kort tid efter. For nu kunne min indlæggelse begynde. Jeg kunne slappe af, åbne op og få den pause jeg havde brug for. Jeg snakkede med en af mine ynglings læger tirsdag. F var med til den samtale, og det var jeg rigtig glad for, for hun kender mig rigtig godt, og hun ved hvad jeg har brug for under en indlæggelse. Jeg lavede en indlæggelseplan sammen med lægen og F. Det er vigtigt for mig at få en plan over, hvad der skal sker og hvornår, for at give mig mest muligt ro. Vi aftalte lægesamtaler, orlov og udskrivelse, og det var rigtig rart. For de lytter til hvad mine behov er og hvad jeg har det bedst med.

Planen hedder udskrivelse torsdag. Jeg har fået lidt mere ro i mit hovede, og jeg glæder mig til snart at komme hjem. Jeg ved det bliver svært, for jeg har prøvet det før, men jeg ved også at jeg kan klare det. For der venter gode ting i fremtiden og der sker en masse gode og spændende ting det næste stykke tid. Men det kommer i til at høre mere om i et andet indlæg.

Knus LM <3

Et personligt indlæg om selvhad

Det er ikke særlig tit jeg snakker højt om det her. Men ja, selvhad.. Det fylder rigtig meget hos mig, men samtidig skammer jeg mig over det, for jeg har så mange grunde til at være glad og elske mig selv. Men hvorfor fanden…

24. november 2017

Håbløshed

Det her bliver nok et meget trist indlæg, for jeg er mega trist, og jeg har brug for at sætte ord på det. Sidder i den grønne sofa på Sl3, hvor jeg har været siden mandag aften. Jeg er så ked af det, og…

19. november 2017

Psykiatri topmøde 2017

Det er mega lang tid siden jeg har skrevet herinde. Det er ikke fordi jeg ikke har haft noget at skrive om, tværtimod er der faktisk sket rigtig meget. Jeg er i en mærkelig periode lige nu, hvor jeg flygter rigtig meget, og gør…

7. oktober 2017

Medicinfri på 11 uge

Jeg har nu været medicinfri i 11 uger. Det er en af det modigste beslutninger jeg har taget, og måske endda også et af de bedste. Jeg har haft tanken om at stoppe på medicin i virkelig lang tid, men først under min indlæggelse…

10. september 2017

Relationer – hvorfor skal det være så svært..

Jeg har skrevet om dette emne før. Men det fylder stadig, måske endda endnu mere end det gjorde sidst jeg skrev. For ja.. relationer er virkelig noget der kan fucke med min hjerne. Lige nu er jeg indlagt på SL3, den afdeling jeg nok…

9. september 2017

Der er sket så meget… (Part 2)

Ventetiden føltes ekstrem lang, og jeg blev først rykket klokken 17. E hentede mig, og fulgte mig ind på min stue. Jeg blev rykket lige til aftensmad tid, og overtalte mig selv til at side ude i miljøet og spise. E spurgte om vi…

22. juni 2017