Et nyt kapitel – part 2

13. december 2018

Da jeg fik beskeden om, at jeg var optaget på sygeplejestudiet, skyndte jeg mig at kontakte min sagsbehandler, for at lægge en plan for hvad der skulle ske, og om det havde nogen betydning i forhold til min anbringelse. Jeg havde en god snak med hende, og hun fortalte, at hun var så glad på mine vegne. Vi snakkede også om at jeg på et tidspunkt skulle flytte, men hun gjorde meget klart over for mig at det var en fremtidsplan, og lige nu skulle jeg bare fokusere på at falde på plads i skolen. Det var jo egentlig rigtig fint, og jeg fandt en kæmpe ro i det. Problemet opstod bare, da jeg en måned efter til mit statusmøde fik beskeden om, at jeg skulle flytte. Jeg havde på ingen måde set den komme, da jeg havde haft så mange andre ting at spekulere over i tiden op til. Vi snakkede om det til mødet, og det forvirrede mig rigtig meget at min kommune havde taget et beslutning, samtidig med at jeg kunne mærke, at Egholt ikke var enige i beslutningen, og var bekymrede på mine vegne, over hvordan det skulle gå. En ting var de fælles om, og det var at de troede på mig. Det gør de altid. Men jeg lukkede fuldstændig ned til mødet, og reagerede først, da jeg trådte ind i stuen, hvor de andre beboere sad. Lige pludselig gik det op for mig, hvad det var jeg havde fået at vide, og jeg blev så ked af det. Mit hjem, og det aller mest stabile i mit liv, blev revet væk fra mig. Og det værste ved det hele, var at jeg på ingen måde var taget med i beslutningen. Jeg havde så mange bekymringer, og mit hoved var fuldstændig kaos, for jeg havde ingen ting at forholde mig til udover at jeg skulle flytte.

Jeg fik at vide til mødet at jeg skulle flytte i egen lejlighed, og havde noget støtte bevilliget. Der var ikke sat en dato på for min skyld, men faktisk stressede det mig endnu mere, at jeg ikke vidste, hvornår det skulle ske. Jeg var mega presset i forvejen over, at jeg lige. var startet i skole, og nu havde jeg også en flytning jeg skulle forholde mig til. Jeg kunne sket ikke finde ud af hvordan jeg havde det, og min tilstand svingede hele tiden, og ofte ud i ekstremer. Enten var jeg glad, kold, og lod som om at intet var sket. Jeg var ligeglad, eller jeg lod som om at det ikke rørte mig. Jeg grinede mig igennem alt, og generelt kørte jeg i et meget højt gear. Jeg lagde en masse planer, for ikke at mærke, og det var egentlig også en rigtig fin strategi, lige indtil det vendte. For det gjorde det altid. Jeg kunne fra det ene sekund til det andet blive ekstrem ked af det, bange og fuldstændig panisk for, hvad der skulle ske med mig. Jeg troede på ingen måde på mig selv, og jeg frygtede det værste. Mit hoved var kaos, og mit krop var ikke et rart sted at være. Jeg ville gerne flygte, men det kunne jeg ikke. Jeg havde brug for at græde, og jeg havde brug for at blive trøstet. Og det blev jeg også, de dage hvor jeg kunne tage i mod det. Men det var mega svært, for jeg så ingen mening i, at tage i mod hjælpen fra personalet, da jeg om nogle måneder stod alene i min egen lejlighed, og skulle klare mig selv. Jeg forsøgte at snakke med personalet om det, og de blev ved med at fortælle mig, at det var vigtigt at jeg brugte dem. Måske endnu vigtigere nu, end tidligere. Men jeg kunne ikke se meningen i det, for jeg blev jo nødt til at lære at klare mig selv, og jeg kunne ligeså godt starte nu. Det gik også fint de fleste gange, men nogle gange gjorde det så ondt inden i, at jeg ikke kunne alene – lige meget, hvor end jeg gerne ville.

Jeg ved ikke om jeg fik skrevet det i mit tidligere indlæg, men begge mine kontaktpersoner stoppede lige omkring mit statusmøde. Det ødelagde mig fuldstændig, og forstærkede min angst for at blive forladt, og var med til at gøre det endnu sværere, at tage imod hjælpen fra personalet, fordi jeg var sikker på, at de forsvandt lige om lidt. Jeg fik en ny kontaktperson, som skulle være på mig, indtil jeg flyttede. Men selvom jeg ønskede at klare mig selv, og lukke alle ude, endte det i stedet med at jeg blev så afhængig, og det hadede jeg mig selv for. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af det, og jeg endte med at få en ekstrem seperationsangst. Jeg hang op ad hende, og havde brug for at være sammen med hende hele tiden. Jeg havde brug for, at hun vidste mig, at hun var der for mig og at hun ikke forsvandt. Jeg græd, hver gang hun havde fri, og var dybt ulykkelig, hver gang hun kørte fra mig. Sådan har jeg det egentlig stadigvæk. Jeg er blevet bedre til at styre det, men jeg har stadig nogle kraftige reaktioner, når hun tager hjem. Men vi har haft nogle gode snakke om det, og hun ved godt at det er svært.

Jeg har fundet en lejlighed, der ligger tæt på mit studie. Jeg får nøglerne den 1/1, og skal derefter flytte for mig selv. Jeg har stadig Egholt i januar måned, så jeg forhåbentligt kan få en god overgang. Jeg skal overgå til en ny kommune, hvor de så skal bestemme hvilken støtte jeg skal have. Jeg håber for alt i verden at Egholt kan få lov til at følge mig i en periode, indtil jeg er faldet ordentligt på plads, men nu må vi se. Jeg har møde med kommunen på mandag, og så skal jeg nok komme med en opdatering.

Jeg har det stadig mega svært ved, at jeg skal flytte. Nogle dage har jeg et ekstremt overskud, er motiveret, og glæder mig rigtig meget til at flytte. For jeg ved det bliver godt, hvis jeg lader det blive godt. Men jeg ved også, at jeg går en endnu sværere tid i møde, hvor det hele vil virke uoverskueligt, og hvor jeg vil føle mig så alene. Men jeg gør alt hvad jeg kan for at holde fast i de gode ting der sker i mit liv, og i de mennesker som jeg har omkring mig. For jeg har en masse mennesker omkring mig, som gør en kæmpe forskel. Og det skal jeg huske på – uanset hvor ondt det gør inden i.

//LM

Et nyt kapitel – part 1

Jeg har i mange måneder gerne ville skrive herinde, men alligevel har det været svært og uoverskueligt, så jeg ikke har fået det gjort. Jeg har skrevet så mange kladder, men jeg har aldrig fået udgivet noget af det. Der er sket så mange…

2. december 2018

”Jeg vil gerne indlægges”

Forrige lørdag væltede det hele for mig. Eller det nåede ikke at vælte, men det ville det havde gjort, hvis ikke jeg havde opsøgt hjælp. Selvom jeg havde det elendigt, tog jeg alligevel mig selv i at reflektere over tingene, inden jeg handlede på…

21. januar 2018

Et personligt indlæg om selvhad

Det er ikke særlig tit jeg snakker højt om det her. Men ja, selvhad.. Det fylder rigtig meget hos mig, men samtidig skammer jeg mig over det, for jeg har så mange grunde til at være glad og elske mig selv. Men hvorfor fanden…

24. november 2017

Håbløshed

Det her bliver nok et meget trist indlæg, for jeg er mega trist, og jeg har brug for at sætte ord på det. Sidder i den grønne sofa på Sl3, hvor jeg har været siden mandag aften. Jeg er så ked af det, og…

19. november 2017

Psykiatri topmøde 2017

Det er mega lang tid siden jeg har skrevet herinde. Det er ikke fordi jeg ikke har haft noget at skrive om, tværtimod er der faktisk sket rigtig meget. Jeg er i en mærkelig periode lige nu, hvor jeg flygter rigtig meget, og gør…

7. oktober 2017

Medicinfri på 11 uge

Jeg har nu været medicinfri i 11 uger. Det er en af det modigste beslutninger jeg har taget, og måske endda også et af de bedste. Jeg har haft tanken om at stoppe på medicin i virkelig lang tid, men først under min indlæggelse…

10. september 2017