Ikke kategoriseret

”Jeg vil gerne indlægges”

Forrige lørdag væltede det hele for mig. Eller det nåede ikke at vælte, men det ville det havde gjort, hvis ikke jeg havde opsøgt hjælp. Selvom jeg havde det elendigt, tog jeg alligevel mig selv i at reflektere over tingene, inden jeg handlede på noget. Jeg tænkte enten kan jeg søge hjælp nu, og blive indlagt, ellers kan jeg fucke det op for mig selv, og gøre noget dumt, for så at blive indlagt bagefter. Jeg ville for alt i verden spare mig selv for at skulle igennem alt muligt, så selvom det var utrolig svært, skrev jeg til personalet på mit bosted. ”Jeg vil gerne indlægges..” Jeg hader den sætning over alt på jorden. For det er ikke fordi jeg vil indlægges. Jeg vil gerne havde en pause fra alting, være et sted hvor jeg kan være mig selv, og hvor jeg er tryg, fordi jeg ved, at der er mennesker der kan passe på mig. Efter at jeg havde sent beskeden, ville jeg ønske at jeg bare kunne springe de efterfølgene timer over og først vågne op når jeg var blevet indlagt på SL3. For køreturen med personalet, ventetiden på PAM og lægesamtalen er noget af det værste. Jeg hader det så inderligt. Så mange timer fyldt med frustration, skam, uvished, frygt, tårer og forventinger om at jeg fortæller alt, selvom jeg ikke kan. Jeg ender altid med at sige det samme, hver gang jeg skal indlægges. ”Jeg har det ikke så godt”. ”Jeg kan ikke mere”. ”Jeg er bange for mig selv”. ”Jeg har brug for hjælp”. Mere siger jeg egentlig ikke rigtigt under lægesamtalen, for det er først når jeg snakker med nogle mennesker jeg kender godt, at jeg får mod på, at åbne op for det der gør ondt. Men ja.. Jeg blev indlagt – på PAM. Jeg hader alt ved PAM, og det er de udemærket godt klar over, hvilket også er grunden til at jeg, hvis der er mulighed for det bliver rykket direkte til SL3. For der er ikke nogen grund til at indlægge mig på PAM, for at jeg skal sidde i flere dage og få det værre og værrre, for derefter at blevet rykket til en anden afdeling, og først dér skal lære at være i det og få det bedre.

Jeg var på PAM fra lørdag aften til tirsdag. Det var virkelig nogle hårde dage, men når jeg tænker tilbage på det nu, syntes jeg at jeg klarede det okay, og kom igennem det på en nogenlunde måde. Men fire dage med en konstant utryghed og uvished er ikke rart for nogle mennesker. Jeg havde det rigtig dårligt de dage, men jeg gjorde virkelig mit bedste. Det gør jeg hele tiden. Søndag aften kom jeg op og diskutere med min kontaktperson og det kunne jeg slet ikke være i. Jeg ville bare hjem – og det skulle være nu. Jeg ringede grædende til Egholt og spurgte om de ikke nok ville komme og hente mig. Jeg snakkede med AM, og hun var heldigvis rigtig forstående. For hun forstår godt hvor fucking nedern det er, og hvor svært det er for mig. Hun sagde at jeg skulle snakke med lægen også skulle jeg ringe til hende igen. Så jeg snakkede med lægen, og han var faktisk rigtig sød. For han prøvede at sætte sig ind i hvordan jeg havde det, og han fortalte, at han godt kunne forstå, at jeg reagerede som jeg gjorde. Men han var ikke vild med at sende mig hjem, og det forstår jeg måske egentlig godt. Istedet lavede vi en plan om at jeg skulle blive der til næste dag, hvor jeg skulle snakke med en læge igen, og forhåbentligt blive flyttet til SL3. Jeg tog i mod noget medicin, som gjorde mig træt, og gjorde at jeg kunne sove hele natten. Efter at havde kæmpet med diverse læger i flere dage blev jeg endelig flyttet til SL3 tirsdag eftermiddag. Jeg blev så lettet da jeg fik at vide at jeg kunne komme derhen, og jeg blev flyttet kort tid efter. For nu kunne min indlæggelse begynde. Jeg kunne slappe af, åbne op og få den pause jeg havde brug for. Jeg snakkede med en af mine ynglings læger tirsdag. F var med til den samtale, og det var jeg rigtig glad for, for hun kender mig rigtig godt, og hun ved hvad jeg har brug for under en indlæggelse. Jeg lavede en indlæggelseplan sammen med lægen og F. Det er vigtigt for mig at få en plan over, hvad der skal sker og hvornår, for at give mig mest muligt ro. Vi aftalte lægesamtaler, orlov og udskrivelse, og det var rigtig rart. For de lytter til hvad mine behov er og hvad jeg har det bedst med.

Planen hedder udskrivelse torsdag. Jeg har fået lidt mere ro i mit hovede, og jeg glæder mig til snart at komme hjem. Jeg ved det bliver svært, for jeg har prøvet det før, men jeg ved også at jeg kan klare det. For der venter gode ting i fremtiden og der sker en masse gode og spændende ting det næste stykke tid. Men det kommer i til at høre mere om i et andet indlæg.

Knus LM <3

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret

Et personligt indlæg om selvhad

Det er ikke særlig tit jeg snakker højt om det her. Men ja, selvhad.. Det fylder rigtig meget hos mig, men samtidig skammer jeg mig over det, for jeg har så mange grunde til at være glad og elske mig selv. Men hvorfor fanden gør jeg det så ikke. Jeg er rigtig god til at rose og anerkende andre. Være stolt af andre, elske andre og se andres stærke sider. Men hvorfor kan jeg så ikke se mine egne? Jeg kan ikke forstår hvordan mit eget selvbillede, kan afvige så meget fra det andre tænker om mig. For jeg synes bestemt ikke jeg er et godt menneske. Jeg hader faktisk stort set alt ved mig selv. Jeg hader mit udseende, jeg hader min personlighed, jeg hader mit hovede, min stemme, min sårbarhed, og ja, jeg kunne blive ved. Jeg hader så meget så jeg begynder at græde nogle gange. Det er følelsen ikke at kunne være i min egen krop, for det er ikke et rart sted at være, fordi det er fyldt med så meget had. Jeg føler jeg har brug for at skære i mig selv, og det er der mange grunde til. Følelsen af at det er mig der har kontrollen (selvom det jo faktisk er det modsatte), men også følelsen af at være ren, og vigtigst af alt – smerte. For når jeg skærer i mig selv, så kan jeg mærke mig selv. Og så kan jeg selv vælge hvornår jeg vil mærke mig selv. Min selvskade er en afhænigighed. En afhænigighed af selv at kunne bestemme, hvornår jeg vil mærke smerte. Og jeg ved jo at selvskade virker, så derfor bliver jeg ved. Men jeg ved også godt at det ikke er det rigtige, og at det ikke er vejen frem for mig, og det gør det bare endnu sværere. For hvorfor må jeg ikke gøre det der hjælper allerbedst. Jeg ved jo godt hvorfor. For den positive virkning af selvskade virker kun i omkring 2-5 minuter, og efterfølgende får jeg det værre en jeg havde før. For så bliver jeg ramt af følelser som skam, svaghed, flovhed. Jeg føler mig så stærk når jeg skærer i mig selv, og jeg føler mig så svag når effekten aftager og jeg bare sidder og kigger på et blødende sår. Jeg hader at sige højt når jeg har selvskadet, for jeg er så bange for hvad andre tænker om mig. Min selvskade hænger på mange måder sammen med mit selvhad. Man kan sige at det er fysisk selvhad. Men jeg synes at alt det der foregår inde i mit hoved, og som folk ikke kan se, er meget værre. For den ene tanker tager den anden, og stemmerne i mit hoved er bestemt ikke med til at give mig et bedre billede af mig selv. Jeg har nok altid haft et lidt forvrænget billede af mig selv, men måneder op til at jeg var syg eskalerede det fuldstændig for mig. For jeg følte mig anderledes, og jeg følte ikke jeg var god nok. Det var nok sådan det hele startede. Kort tid efter kom stemmerne, og de fortalte mig dagligt, at jeg ikke var noget værd, at jeg var grim og fed og at alle hadede mig, eller kun var sammen med mig på grund af medlidenhed. Det siger de stadigvæk dagligt til mig, men selv på de dage, hvor stemmerne ikke er slemme, hader jeg stadig mig selv.

Jeg havde en rigtig svær dag i går, da jeg kom tilbage til afdelingen. Jeg var så ked af det, og jeg kunne bare ikke være i min krop. Men jeg snakkede med min kontaktperson, og det var faktisk en god snak. En snak vi har haft en del gange, men som stadig betyder meget. Vi snakkede om mit selvhad, hvordan jeg kan tale så grimt til mig selv, og at jeg skal øve mig på at se mig selv ude fra. At jeg skal tænke at jeg er Line Marie 8 år gammel, der har disse tanker om sig selv. Hvad ville jeg sige og hvordan ville jeg støtte hende. Når jeg tænker det på den måde, kan jeg godt se det er helt forkert. Og samtidig hvis det var en veninde, der havde det som jeg havde det, ville jeg gøre alt for at ændre deres selvbillede. Men det er så svært når det er mig det handler om.. Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ting at være glad over, eller positive ting om mig selv. Men for hvert ting jeg kan finde til at elske mig selv, kan jeg finde fem for at hade mig selv. Og det er der det går galt. For jeg er sej, og jeg gør mange gode ting og jeg gør en forskel for mange. Men jeg hader mig selv for at jeg ikke er glad, når jeg burde være glad. Jeg hader mig selv for ikke at gøre noget godt nok, og jeg hader mig selv fordi jeg ikke bare altid er så stærk, som alle folk siger jeg er. Jeg hader min krop, og jeg hader at jeg aldrig er tilfreds med mig selv. Men i går prøvede jeg at vende den om. De ting jeg siger til mig selv, kunne jeg jo aldrig finde på at sige til et andet menneske, så hvorfor fanden er det okay at sige det til sig selv? Jeg forstår det ikke. Men det er jo ikke et bevidst valg jeg tager om at hade mig selv. Det er bare en automatisk process, der er blevet hverdag for mig.

Jeg får rigtig tit at vide hvor stærk jeg er, og at der er håb, og at jeg har så mange ressourcer. Når jeg får sådanne ting at vide, får jeg så mange ambivalente følelser i min krop. For en del af mig synes det er så ubehageligt, og jeg tager ofte mig selv i at tro at de lyver for mig. Jeg hader det, fordi det ikke stemmer overens med mine tanker om mig selv. Jeg hader mig selv for ikke bare at være stærk og bruge alle de ressourcer de siger jeg har. Men samtidig gør det mig også glad. For hele mit liv har jeg levet på andres anerkendelse og accept. Det vigtigste for mig her i livet, er at andre synes jeg er sød, og at folk synes godt om mig. Jeg bliver glad når de siger jeg er stærk, og at der er håb. For de tror på mig, og jeg har brug for folk der tror på mig, også når jeg ikke tror på mig selv.

Jeg ville sådan ønske at jeg var bedre til at rose mig selv, og se de gode ting ved mig. Men det er ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden. Det vil tage mange år, og nogle gange bliver jeg også i tvivl om, om jeg er klar til at arbejde med det lige nu. For jeg arbejder med så mange ting, og jeg skal passe på, at jeg ikke vælter på det. Jeg tager tingene i mit tempo, og med den rette hjælp og støtte, håber jeg på at det en dag bliver godt.

Knus Line Marie

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret

Håbløshed

Det her bliver nok et meget trist indlæg, for jeg er mega trist, og jeg har brug for at sætte ord på det. Sidder i den grønne sofa på Sl3, hvor jeg har været siden mandag aften. Jeg er så ked af det, og har ikke flere kræfter til at kæmpe imod, det var nok derfor jeg også endte her. Jeg gider ikke mere – eller det lyder forkert, for det er ikke fordi jeg ikke gider, det er fordi jeg ikke kan. Jeg kan ikke mere. Det hele væltede med et brag natten til mandag, og det er som om at mit håb og livslyst er helt forsvundet. Jeg synes livet er forbandet unfair, og jeg ved ikke hvad det er jeg har gjort siden jeg skal havde det sådan her. For jeg vil ikke have det sådan her, for det er ikke til at være i. Jeg er på randen til at bryde sammen hele tiden, og jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skal komme ud af det her. Mens jeg skriver dette indlæg, kan jeg mærke at tårrene presser på. For jeg har ikke lyst til at skrive det her, og jeg har ikke lyst til at have det sådan her. For jeg vil gerne være hende den stærke. Hende der kan klare sig igennem det, og hende der bliver ved med at kæmpe, lige meget hvor svært det er. Men jeg kæmper også stadigvæk, men jeg kæmper med kræfter jeg ikke har, og det tager alt min energi og mit overskud.

Jeg er så ked af det hele tiden. Ofte er der ikke en årsag, men det gør mig kun endnu mere ked af det. Det er så hårdt at have det sådan her, fordi det hele føles lige meget. Det giver mig tryghed at jeg er her på afdelingen, hvor jeg ved jeg er omkring nogle mennesker der er her – hele tiden. Men selvom jeg virker opgivende, og svag, så prøver jeg at sige til mig selv, at det kun er en periode. Det bliver bedre, det skal det blive. Men fuck hvor virker det hele uoverskueligt lige nu. Jeg har nogle gode snakke herinde, om alt og ingenting, og det hjælper faktisk lidt at få sat ord på noget af alt det der rumsterer inde i mig. For jeg har lært at det er helt okay at smide håndklædet i ringen, og sige man ikke kan mere. Det er okay, at slippe ansvaret og bare give mig selv lov til at have det elendigt. Men man skal op igen. Man skal tro på det bliver godt igen. Også snart det bliver bedre, skal man tage ansvaret igen, og blive ved med at kæmpe.

I sidste uge sagde jeg til et personale fra mit bosted ”Jeg kan ikke mere. Jeg har mistet håbet, og jeg har brug for at i holder det for mig, indtil jeg selv kan holde det igen”. Når jeg tænker på det, synes jeg det er mega stærkt sagt. At kunne sige til når jeg ikke selv kan mere. Det er noget det vigtigste at gøre, når man har det svært.

Knus Line Marie

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret

Psykiatri topmøde 2017

Det er mega lang tid siden jeg har skrevet herinde. Det er ikke fordi jeg ikke har haft noget at skrive om, tværtimod er der faktisk sket rigtig meget. Jeg er i en mærkelig periode lige nu, hvor jeg flygter rigtig meget, og gør alt hvad jeg kan for ikke at mærke mig selv, men det kommer i til at høre om i et andet indlæg. Nu skal det nemlig handle om i dag, hvor jeg har været til psykiatri topmøde. Jeg tror det er tredje eller fjerde år jeg er afsted, og i år var ligesom de andre år, spændende, relevant og lærerigt. Der er nok mange af jer der ikke aner hvad psykiatri topmøde er, og for at gøre det kort, så er det en hel dag, hvor der er fokus på psykiatri. Det er en dag med debatter, oplæg og dialoggrupper, hvor både patienter, pårørende, politikere og fagfolk har mulighed for at debattere, og sammen snakke om det tema der er sat for dagen, som i år var ”valgfrihed – hvem vælger for dig?”. Generelt interesserer jeg mig ikke særlig meget for politik, men når der bliver diskuteret psykiatri, synes jeg pludselig det bliver mega spændende. Jeg fandt dagens debatter særdeles relevant, og det satte rigtig mange tanker i gang hos mig. De kom ind på mange forskellige problemstillinger i psykiatrien, og flere gange havde jeg lyst til at markere og stille spørgsmål, men ja, det har jeg ikke modet til. Der blev snakket om mange ting, men de ting der jeg nok bed mest mærke i var nedbringelse af tvang, revurderinger af diagnoser, opfølgning på medicin og hvor vigtigt det er at inddrage patienten, da det kun er den måde man kan komme sig på. Jeg var afsted med min mor, og snakkede lidt med hende om de forskellige emner undervejs, men da jeg kom hjem, begyndte min hjerne at arbejde på fuld skrue. Der var en politiker fra SF, Trine Torp, som jeg virkelig bed mærke i. Hendes forståelse, og konstruktive og fremadtænkende overvejelser om psykiatrien, fik mig først og fremmest til at tænke over, hvor vigtigt det er at politikerne kan sætte sig ind i psykiatriens problematikker, da det jo i bund og grund er dem der sætter rammerne for hvordan det skal være. Jeg synes det er svært det her med, at de mennesker der laver lovgivning om psykiatrien, ofte er folk der aldrig har set psykiatrien inde fra. Det er fint at have en masse ambitioner og mål, men hvad nytter det hvis ikke det fungerer i praksis. Trine Torps tanker om psykiatrien, stemmer meget overens med de tanker jeg har. De ord hun sagde ramte mig dybt, og da jeg sad i bilen på vej hjem, blev jeg simpelthen nødt til at skrive en besked til hende. Jeg delte mine tanker om dagen, og særligt hvad hun havde rørt i mig. Samtidig gav jeg udtryk for, hvor vigtigt jeg synes det er at prioritere de unge, da samfundet er dybt afhængige af os, både nu, men også på længere sigt. Jeg synes det er en smule skræmmende at se, hvor få mennesker i min alder der deltager på sådan et møde som i dag. Mange af de ting der bliver drøftet, omhandler jo lige netop os, og derfor tænker jeg at det kunne gavne rigtig mange unge mennesker at høre hvad både politikere og andre har at sige. Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg stort set var den eneste i min aldersgruppe der deltog i dag. Det synes jeg er tankevækkende. Jeg delte også noget af min egen historie med Trine Torp, og samtidig også min positive opfattelse af psykiatrien, noget jeg synes det manglede i dag. På sådanne arrangementer som i dag, mærker man virkelig at mange mennesker har et ekstremt had til psykiatrien. Der er så meget fokus på alt det der ikke fungere, og alt det der kunne blive bedre. Og ja, jeg er da til dels enig i at der er mange ting der ikke fungere, og at der er nogle ting vi kan blive bedre til. Men samtidig er der også bare så mange ting der fungere. Jeg har i hvert fald oplevet på min krop, at der er rigtig mange ting der har virket og som har fungeret, under mit behandlingsforløb. Min holdning er at du ikke kan ændrer på noget, ved kun at fokusere på det dårlige, og det der ikke fungere. For mig giver det aller bedst mening, at tage de ting der fungere, og bruge de ting derfra til at forbedre og ændre de ting der skal ændres på. For mig er det ligesom hvis der er noget jeg ikke kan finde ud af. Så lærer jeg det netop ikke ved at få skæld ud, og få at vide at der er så mange ting jeg ikke kan. Jeg lærer det jo i stedet ved at blive motiveret, og ved at få fortalt at jeg har så mange ressourcer og at jeg bare skal lærer at bruge dem rigtigt. Denne tankegang tænker jeg også er vejen frem i psykiatrien. Jeg er i hvert fald overordnet tilfreds med mit forløb. Jeg tænker også at det faktisk mange gange er hvad man gør det til. For hvis man først har sat sit had til psykiatrien, så bliver det sværere at samarbejde om behandling, og derfor kan man jo netop føle at man ikke bliver hørt, og dermed at alle er i mod en. I modsætning til hvis du tager den negative oplevelse og lærer af den. Snakker med dine behandlere, om hvad der ikke var godt, men også om hvad der måske virkede, og hvad man kan gøre en anden gang, for at man får en bedre oplevelse. Jeg tænker det er meget mere konstruktivt at tænke sådan. For i bund og grund får du jo ikke rigtig noget godt ud af at brokke dig, men derimod ved at reflektere og sparre med behandlere om, hvad der sket siden man har en negativ opfattelse, kan man jo lære af sine fejl, og dermed også undgå at der eventuelt sker misforståelser, der fører til dårlige erfaringer på længere sigt.

Dagen i dag har givet mig rigtig meget stof til eftertanke. Og jeg har stadig et brændende ønske om at forbedre psykiatrien og hjælpe mennesker der har det svært. Jeg brænder for at bryde med fordomme og stigmatisering, for for fanden hvor synes jeg det er skræmmende, at vi i dag lever i år 2017, og at der alligevel er så mange sårbare mennesker der oplever at blive stigmatiseret på baggrund af deres psykiatriske lidelser. En ting der også var fokus på i dag, som jeg faktisk ser som noget af det allermest centrale i patientens recovery process, er det med at blive mødt som en menneske, og ikke en diagnose. For vi er ikke vores sygdom. I de fleste tilfælde er diagnose en så lille del af hvem vi er, og derfor tænker jeg at det er vejen frem at fokusere på mennesket i stedet for diagnosen.

Knus Line Marie <3

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret

Medicinfri på 11 uge

Jeg har nu været medicinfri i 11 uger. Det er en af det modigste beslutninger jeg har taget, og måske endda også et af de bedste. Jeg har haft tanken om at stoppe på medicin i virkelig lang tid, men først under min indlæggelse i sommers, fik jeg modet til at få sagt det højt, og oplevet også for første gang opbakning fra et fagpersonale. Lægen var ikke fan af det, og det var en kamp at få det gennemført. Jeg jeg var stædig og stod ved mit valg, og jeg er rigtig glad for det den dag i dag. Jeg ved det er et meget stort og voldsomt valg, som kan have store konsekvenser for mig. Men efter at havde taget medicin i seks år, uden rigtig at mærke en effekt, var jeg klar til at tage kampen op, og arbejde med mig selv på en meget mere intens måde end da jeg var på medicin. Det skræmmer mig, hvor lidt opbakning jeg har fået i mit valg. Min mor har altid støttet mig, og har altid ment at det ville være sundt for mig at forsøge at undvære medicinen. Men Egholt og psykiatrien har været skeptiske, men i bund og grund bunder denne skeptiskhed sig nok bare i bekymring. For hvad hvis det gik galt. Hvad hvis jeg blev så dårlig så jeg ikke kunne klare kampen mere. Hvad hvis jeg blev så syg, at ingen kunne trænge igennem til mig. Alle disse bekymringer blev sagt højt, og det skræmte mig. Det skræmte mig, fordi stort set ingen fortalte mig at der måske også var en chance for at det ville gå godt. Min mor og jeg snakkede meget om det, og det var rart at have hendes støtte. I starten turde jeg ikke sige det til Egholt. For hvad hvis de ikke ville støtte mig, så havde jeg jo ingen opbakning derhjemme, og det havde jeg virkelig brug for. Men efter at havde snakket med Egholt om det et par gange, bakkede de mig op i mit valg, og ville forsøge at støtte mig så godt de kunne. Jeg blev udskrevet en uges tid efter mit medicinstop. Jeg kom tilbage på Egholt og deltog i de aktiviteter sommeren bød på. I en periode havde jeg det overraskende godt, og kan huske jeg tænkte ”var det bare det?” og ”var det så let”. Det var rart at være i det gode, og jeg nød det virkelig. Dermed ikke sagt jeg ikke havde svære dage, for det havde jeg. Men i en periode fyldte de gode dage mere end de dårlige dage gjorde,hvilket var rart. Jeg var dog bevidst om at der ville gå et godt stykke tid, før medicinen var helt ude af min krop, og at jeg derfor godt, kunne få en nedtur en lang periode efter mit medicinstop, men jeg var klar til at tage kampen op. Jeg oplevede ret kort efter at jeg var stoppet på medicin, at jeg begyndte at mærke min krop på en helt anden måde end jeg kunne på medicin. Hver dag kom jeg igennem hele mit følelses register. Jeg kunne mærke oprigtig glade, ekstrem vrede og følelser som der før var blevet sat en dæmper over, kom pludselig op i mig igen. Det var rart, men samtidig også lidt skræmmende. For det var der det gik op for mig, hvor zombieagtig jeg har været de sidste seks år. Jeg begyndte også at få en voldsom trang til selvskade. Det var ikke altid stemmerne der opfordrede mig til det, men bare en kronisk trang, for at forsøge at styre alle mine følelser. Hvis jeg var rastløs eller bare ekstrem glad, kunne jeg få lysten til at skære i mig selv, i bund og grund ”bare” for at føle det var mig der havde kontrollen over det. Overraskende nok skar jeg ikke, men prøvede istedet at være i det. Men det var svært, og til tider så ulideligt svært, så jeg var klar til at kaste håndklædet i ringen. Men det gjorde jeg ikke, for jeg ville bevise over for mit netværk at jeg kunne klare det her. Min mor og storebror fortalte mig at de kunne mærke en ændring ved mig efter jeg var stoppet på medicin. De havde en opfattelse af at jeg var meget mere klar i hovedet, og at jeg havde en helt anden glød i min mimik, end jeg havde haft tidligere. Dette kunne jeg ikke selv mærke, men det var faktisk rigtig rart at få at vide. Stemmerne var der stadig, i mere eller mindre grad ligesom før. De opfordrede, ville kontrollere, og var det meste af tiden negative og forsøgte at få mig til at gøre alle mulige dumme ting, men jeg gjorde virkelig alt hvad jeg kunne for at stå i mod. Men ligesom da jeg var på medicin begyndte det stille og roligt at gå ned ad bakke igen. Jeg havde det mærkeligt. For selvom mønstret var det samme som jeg var gået igennem massere gange, føltes det anderledes denne gang. Jeg kan ikke helt beskrive hvad det var der var anderledes, men jeg kunne mærke mig selv på en helt anden måde, end hvad jeg har kunnet før. Jeg havde nogle uger sidst på sommeren, hvor jeg var rigtig dårlig. Men selvom jeg havde det skidt, nægtede jeg at snakke med de folk der var omkring mig. De fleste kunne nok se jeg havde det skidt, men jeg åbnede ikke rigtig op for nogen. Det var ikke fordi jeg ikke ville snakke, men i bund og grund vidste jeg bare ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var utrolig bange for at folk bare ville sige at jeg skulle starte op på medicin igen, men det var slet ikke det jeg ville have. De personaler jeg ellers plejer at have en god relation til på bostedet, forsøgte jeg at undgå. For det var sårbart, for sårbart at snakke om, og til sidst begyndte jeg at få tanker om at det hele ville blive meget værre hvis jeg snakkede om det. Derfor holdt jeg mig for mig selv. Men der var rigtig mange ting der fyldte inde i mit hoved. Ting jeg havde lyst til at sige højt, men som jeg ikke kunne. De sidste tre uger inde jeg skulle på ferie med mit bosted, havde jeg det virkelig svært. Inge vidste rigtig hvor svært jeg egentlig havde det, for jeg sagde jo ikke noget. Ferien skræmte mig, og jeg var i tvivl om om jeg kunne holde min facade i en hel uge, og hvis det endelig lykkedes, hvordan ville jeg så reagere når jeg kom hjem igen. Men jeg klarede ferien, og jeg havde nogle mega svære timer, men overordnet var det en god ferie. Vi kom hjem natten til mandag omkring klokken 3. Klokken 12 næste dag, havde jeg et foredrag, og det gik over alt forventing. Det foredrag var det eneste der havde holdt mig oppe, og da det var overstået blev jeg overmandet af en følelse af at der ikke var mere at kæmpe for. Så det blev svært.. Rigtig svært. Jeg gjorde en masse dumme ting, og det endte med at jeg blev indlagt. Og her er jeg så nu. Jeg mærker en stille og rolig bedring, selvom det stadig er svært af og til. Men jeg kæmper, og jeg har fundet flere nye grunde til at kæmpe for. Jeg var så bange for at de ville starte mig op på medicin igen, hvis jeg blev indlagt, men det er heldigvis ikke det der er planen. For jeg vil klare denne kamp uden medicin, og det ved jeg at jeg kan. Men det bliver benhårdt, og det vil kræve blod, sved og tårer. Men jeg vil, og jeg kan klare det.

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret

Relationer – hvorfor skal det være så svært..

Jeg har skrevet om dette emne før. Men det fylder stadig, måske endda endnu mere end det gjorde sidst jeg skrev. For ja.. relationer er virkelig noget der kan fucke med min hjerne. Lige nu er jeg indlagt på SL3, den afdeling jeg nok har det bedste relationer, af alle steder jeg har været i mit liv. Jeg elsker mine relationer, og specielt dem til F, D og E, betyder alt. Men jeg vil ikke være afhængig, men det er jeg 🙁 Hjemme på Egholt, har jeg med tiden også fået nogle rigtig gode relationer, men det er så svært. For jo bedre en relation jeg får til et mennesker, jo mere fylder tanken om det svigt jeg vil føle når relationen slutter. For alle relationer slutter. Specielt mine gør, for alle mine gode relationer er mine behandlere. Det er min psykolog, det er personalet på mit bosted og det er personalet på SL3. De er der når jeg har det allersværest, men når jeg på et tidspunkt bliver rask, så er de der jo ikke mere, og det er mega angstprovokerende. Så angstprovokerende, at jeg allerede nu, har lyst til at stoppe alle relationer og bare lære at være mig. For jeg kan ikke lide at være afhængig af andre mennesker. Jeg har så mange tanker om det med relationer, og mit hoved er fyldt med både gode og dårlige tanker, når jeg tænker på det. Men i denne tid fylder det så meget, så jeg har lyst til at flytte fra mit bosted Egholt, og flytte ud i min egen lejlighed. For jeg vil ikke knytte mig så meget til personalet derude, så jeg bliver afhængig af dem. Det vil jeg ikke udsætte mig selv for (igen), og det er på en måde den måde jeg forsøger at passe på mig selv. Men noget helt andet er, at jeg ikke føler at jeg kan få det bedre på Egholt. Jeg føler at jeg bliver holdt fast i alt det dårlige, og bliver mindet om hverdag at jeg er syg. Og det vil jeg ikke. Alle siger jeg har rykket mig så meget i den tid jeg har boet der, og det har jeg sikkert også, men alligevel blive jeg ved med at falde tilbage i de gamle mønstre. Jeg selvskader, jeg hader mig selv og jeg bliver indlagt. Alt dette tror jeg først at jeg kan arbejde ordentligt med når jeg kommet ud for mig selv og bo. Jeg tror først når jeg er flyttet for mig selv, startet på sygeplejeskolen og lever en helt almindelig hverdag, at det er der jeg kan få det bedre. For jeg vil gerne have det bedre, og det ved jeg at jeg kan. Men det kræver nogle ændringer i mit liv. Nogle ændringer, som der nok desværre ikke er særlig mange der er enige med mig i, men jeg det er det der skal til. Men jeg er så bange for deres svar, så jeg tør ikke dele det her med nogen. Men det er virkelig et stort ønske jeg har. Jeg forbander mig selv for at jeg ikke søgte ind på sygeplejeskolen i år. Jeg savner at have en meningsfuld hverdag, jeg savner at blive klogere, og jeg savner generelt bare at gå i skole, og have noget at stå op til. Nu bliver jeg nødt til at vente et helt år til at jeg kan starte, og ventetiden føles uendelig lang.. Men dette indlæg skulle jo handle om relationer, og alle de tanker jeg er kommet ud med i dette indlæg, har også sin rod i relationer. For hvorfor fanden skal det være så svært, når det er så fandens vigtigt. Jeg ved at jeg ikke bare kan leve et liv i min egen lille osteklokke, uden at have nogle relationer. Men det er svært, for afhængigheden ender ud i afvisninger, og uden jeg selv er bevidst om det, begynder jeg at skubbe folk væk. Det er ikke fordi jeg ikke vil snakke og det er ikke fordi jeg ikke vil have hjælp, men det er så forbandet svært for mig, at tillade mig selv at få en relation. Men det er en forsvarsmekanisme. En mekanisme der fortæller mig, at jeg snart vil opleve endnu et svigt. Og det har jeg ikke lyst til. Det kan jeg ikke klare en gang til. Derfor er det svært..

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret

Der er sket så meget… (Part 2)

Ventetiden føltes ekstrem lang, og jeg blev først rykket klokken 17. E hentede mig, og fulgte mig ind på min stue. Jeg blev rykket lige til aftensmad tid, og overtalte mig selv til at side ude i miljøet og spise. E spurgte om vi skulle gå en tur, efter aftensmad, og det ville jeg meget gerne. Der var dog lidt uro på afdelingen, og vores gåtur blev rykket lidt. Men jeg ved jeg kan regne med E, så jeg ventede bare på hun havde tid. Jeg tror klokken var omkring 19, da vi gik, og det var virkelig lige hvad jeg havde brug for. Jeg havde ikke været ude (andet end ude og gården for at ryge) siden søndag, hvor jeg blev indlagt på PAM, så det var virkelig tiltrængt. Vi gik en laaaang tur, og fik vendt hele verden situationen. Jeg savner på ingen måde at være indlagt, men jeg savner relationerne til personalet, og specielt gåturene med E. Vi plejer at gå hen til vores hemmelige sted, og skrige, for at komme ud med alle vores aggressioner. Det er faktisk noget jeg begyndte at gøre sammen med D, men begyndte også at gøre det med E, da D stoppede. Der var fodboldkamp, og andre mennesker ved vores hemmelige sted, så derfor kunne vi ikke skrige. Derfor satte vi os bare ned for at snakke. Jeg havde glemt at få en lighter med, og var virkelig rygetrængende, så vi gik hen til informationen, og lånte en lighter. Derefter gik vi ud i psykiatriparken, og snakkede videre og jeg fik røget den længe ventede smøg. E fortalte mig, at vores gåture i psykiatri parken minder hende om mig og S (min gode veninde/støresøster, der desværre tog livet af sig selv i december måned). Jeg snakkede med E om, hvorfor jeg var blevet indlagt, og hvad der var sket op til da. Hun fortalte mig at selvom jeg stadig har det skidt, er der sket så mange ting, siden jeg for første gang var indlagt på SL3 sidste sommer. Der var jeg dårlig på en helt anden måde, end nu. Der blev jeg fastholdt og fik IM stort set hver dag, og det meste af tiden havde jeg personlig skærmning, og kun udgang med følge. Det var virkelig en øjenåbner for mig, for selvom jeg stadig kan få det skidt, så er det gået op for mig, at jeg virkelig har rykket mig bare siden sidste år. Jeg er blevet så meget bedre til at tage ansvar, og bede om hjælp før det går galt. Det er stadig svært nogle gange, men jeg bliver langsomt bedre. Ligesom at jeg også er blevet bedre til at se min små faresignaler, og derfor aflede før jeg får det alt for skidt, og derfor de fleste gange kan undgå selvskade. For var et år siden, da jeg var indlagt, selvskadet jeg stort set hver dag, på den ene eller anden måde. Jeg var på skadestuen for at blive syet flere gange om ugen, og mistede mange gange kontrollen over min egen krop. Sådan er det ikke mere. Jeg skære meget mindre end hvad jeg førhen har gjort, og jeg tænker rigtig meget over fordele/ulemper ved det, før jeg gør det. Jeg tænker på M, der lærte mig, at jeg altid har to valg – et valg om at gøre det, og et valg om at lade værd, og det hjælper mig. Det hjælper mig, fordi jeg når at stoppe op og tænke over tingene, istedet for bare at lade mig rive med af mine stemmer og bare skære så snar trangen opstår. En anden udvikling jeg er gået i gennem, er mine indlæggelser. Før jeg flyttede ind på Egholt var jeg indlagt rigtig mange gange med korte mellemrum. Jeg var mere tryg på SL3, end jeg var derhjemme, og derfor føltes det naturligt nok mere trygt at være indlagt. Det var en ond cirkel, for alle inklusiv mig selv, var enige om at det ikke var holdbart at blive indlagt hele tiden. Da jeg flyttede ind på Egholt, skulle jeg skabe en base det, for det var mit hjem, og det var der jeg skulle være tryg. Det har taget lang tid, at vende mig af med mit behov for indlæggelse, men jeg er faktisk nået så langt den dag i dag, at jeg de fleste gange jeg har det rigtig skidt, ikke ønsker at blive indlagt. Jeg er begyndt at vende mig til bostedet, og lærer at det er der jeg skal have min base. På det punkt, kan jeg virkelig se en stor udvikling. Når jeg står i det, kan det være svært at se en udvikling, men når jeg kigger tilbage på den gang jeg blev syg for første gang, kan jeg virkelig se hvor meget jeg har rykket mig.

Indtil videre skal jeg bare være her, og få det bedre. Der er ikke langt nogen plan endnu, men det regner jeg med at der bliver lagt i løbet af i morgen. I dag kommer min mor på besøg, og humøret er lidt bedre end de sidste par dage.

Jeg forsøger at være stærk, og kæmper videre, selvom det hele er svært.

Knus Line Marie <3

RELATEREDE INDLÆG